
Mindfulness, bevidst nærvær, betyder at være opmærksom på en særlig måde – bevidst i nuet og uden at dømme. Jon Kabat-Zinn.
Mindfulnessmeditation er en form for træning i at være i nuet med en åben, neutral indstilling.
Denne evne er en vigtig bestanddel i psykisk robusthed.
Et centralt mål med metoden er i stadig højere grad at få mere overblik og handlekraft i ens eget liv ved at skabe en ændring i måden at forholde sig til egne tanker, følelser og kropsfornemmelser.
Mindfulnesstræning medfører almindeligvis mere glæde og mentalt overskud i hverdagen.
Mindfulnessmeditation har rødder i den zen-buddhistiske tradition, men i den moderne videnskabeligt dokumenterede mindfulnessterapi/undervisning er der intet religiøst indhold.
De sidste 25-30 år har mindfulnessterapi/undervisning vundet tiltagende udbredelse i vesten til først behandling af stress, angst og kroniske smerter, siden også forebyggelse af depressioner. I de sidste syv år har mindfulnessbaseret terapi i Danmark været anvendt på universitetsafdelinger og i privatklinikker til samme tilstande.
Følger af manglende nærvær
Vores opmærksomhed vandrer, og når opmærksomheden er optaget af tanker om noget, der tidligere er sket eller af planer/bekymringer for fremtiden, er der tendens til, at vi er på automatpilot.
Det vil sige, at vi ofte spiser uden at smage, lytter uden at høre efter, er sammen med andre uden at være fuldt til stede. Samvær med vores børn bliver måske også noget, der lige skal overstås. På den måde går vi nemt glip af rigtig mange stunder og dermed liv i vores liv, der jo foregår her og nu.
Og tiden kommer ikke igen.
Manglende nærvær øger tilmed risikoen for forværring af stress og dermed også for depression og angst.
En udvikling, der kan vendes ved at optræne evnen til at kunne være fuldt tilstede her og nu.
Effekten af opmærksomhedstræningen bestyrkes yderligere af de kognitivt terapeutiske elementer, der indgår i MBCT.
MBSR
Det oprindelige behandlingsprogram, Mindfulness Baseret Stressreduktion (MBSR), er udviklet af læge ph.d. Jon Kabat-Zinn, USA, til håndtering af stress, angst og kroniske smertetilstande. Behandlingen er evidensbaseret.
MBCT
Siden har psykologerne Segal, Williams og Teasdale udviklet behandlingsprogrammet til forebyggelse af tilbagevendende depressioner. Også effekten af Mindfulness Baseret Kognitiv Terapi (MBCT) er dokumenteret ved randomiserede kliniske forsøg på universitetsafdelinger i England og Canada.